Bregnerummet er en del af drivhuskomplekset i Garfield Park Conservatory, Chicago, der blev skabt af landskabsarkitekt Jens Jensen i 1904. Rummet kan ses som et eksempel på, hvad Jensen betegnede som 'landscape art under glass'. Fremfor at placere planterne i potter og drivbænke, som var det var sædvanlige for drivhuse på den tid, lod Jensen planterne vokse direkte i jorden under drivhuset. Målet var at genskabe et indtryk af et uberørt, oprindeligt landskab, men i en idealiseret form. Som et billede, man kan gå ind i.
Set fra toppen af den trappe, der danner overgangen fra Garfield Park Conservatorys store palmehus til bregnerummet, er rummet en udsigt. Et landskab, man kan skue ud over og fortabe sig i. I midten er en åben vandflade, som sammen med tagkonstruktionen understreger en perspektivisk dybde. Rummets grænser er ikke umiddelbart aflæselige. Her er hverken vægge eller gulve, men en sti, der forsvinder i organisk formede og overgroede overflader. Det grønne er overvældende. Udsigten fra indgangen er stramt komponeret omkring en vertikal symmetri. Drivhustagets konstruktion, de bærende søjler, planter og sti spejles over rummets centrale akse. Horisontalt danner vandspejlet en mindre tydelig symmetri. Kompositionen giver stedet en genkendelighed som arkitektur. Det er tydeligt, at rummet, trods den vilde bevoksning, er konstrueret.
Nedenfor trappen grener en sti sig ud langs hver side af rummet. Uanset hvilken vej man går, forsvinder både symmetri og overblik hurtigt. Stien er snoet og deles snart i to. I den tætte bevoksning kan man kun se kort frem for sig. Planterne rækker ud over stien. Få steder åbnes for længere udkig, men det er udkig til mere grønt, flere planter. Eller til små udsnit af mørkt spejlende vand i bassinet i rummets midte. For enden af rummet gennemskæres stien to steder af en lille bæk med trædesten. Vandet kommer fra miniaturevandfald, der næsten er skjult af bregnerne og de mosbegroede klipper. Fra dette sted kan man se tilbage over bassinet til trappen og palmehuset i et vue, der spejler indgangspartiets.
 |
Bregnerummet er groet og et produkt af tiden. I et fotografi fra 1907 – relativt kort efter indvielsen af drivhuskomplekset – ses rummets oprindelige udformning som et åbent og horisontalt orienteret landskab, først og fremmest tegnet af klippelagene og vandfladen. Bevoksningen er spredt. Motivet kunne være et flodleje i et prærielandskab. Men fremfor den velkendte præriebevoksning – græsser, urter og buske – ses mosser, bregner og koglepalmer. Det er forhistoriske arter, der har eksisteret på jorden stort set uforandrede i mere end 200 millioner år, men som i historisk tid er sjældne nichearter i en verden domineret at frøplanter. Det hundrede år gamle fotografi viser et misforhold mellem landskab og bevoksning. De åbne vidder, der karakteriserer prærien som landskabstype, er skabt af afgræsning og jævnlige nedbrændinger. Prærien er et kulturskabt, stresset landskab hvor de forhistoriske planter ikke vil kunne trives. På sin vis har planterne i bregnerummet over tid selv korrigeret landskabet. Rummet er sprunget i skov og har nu snarere karakter af urskov end af prærie. Klipperne ses ikke mere. Alle flader er bevoksede. Selv vandfladen har planterne spredt sig ud over. De største koglepalmer når nu næsten glasloftet.
