entreentre

Man skal gennem fyrreskoven for at finde Hvitträsk; hen over tyst, blød nålebund, grå klippestykker begroet med fede mostuer; forbi en uendelig gentagelse af sprækkede, rødbrune fyrrestammer. Der er skyggefuldt, måske solplettet under træerne, på jorden falder kogle på kogle på kogle.

Så træder man ind i en ny verden, ind i et koncentrationsfelt: Nogen har lavet en anden natur; slået hul i skoven og flyttet stammer for i stedet at trække slyngede, grusbelagte havestier forbi sarte stauder i bede, hen mod kanten af en skrænt. Her, hvor terrænet falder stejlt og pludseligt mod søen, ligger Hvitträsk, et konglomerat af enestående villabygninger, opført i skovens materialer. På dette mellemsted, mellem skoven og byen, plateauet og skrænten, mellem fin de siècle-periodens spirende nervøse rastløshed og den nationale stil, skabtes en åbning og en mulighed for, at et vitalt fællesskab kunne give sig hen, arbejde og bo, kontemplativt og ophidset, forme alt omkring sig, hverdagens geniale genstande, drømme om det moderne Helsinki.

*

Sibelius’ tonedigt Finlandia åbner med et varsel, smukt og rasende udblæst af hornsektionen: En frisat kraft spredes i alle retninger. Det er muskuløs musik. Paukerne buldrer, og så glider strygerne frem, milde og luftige, indtil hele orkestret trækker vejret sammen, i en heroisk fejringskomposition.   

Komponeret i år 1900 udfordrede modstandsmusikken det russiske zardømme, som intensiverede sin tilstedeværelse og dominans i Finland. Frygten for at miste deres autonomi voksede, og en egendefinition af lyd, billedkunst, arkitektur og litteratur blev et presserende fælles anliggende blandt finske kunstnere. For at konsolidere sig søgte man tilbage i tid og geografisk mod nord. Langs den østfinske og vestrussiske grænse ligger Karelen, en afsides region, upåvirket af svensk og russisk overherredømme. Her er den finske urmytologi groet frem, traditionelt overleveret fra mund til øre og på vers, rytmisk, metrisk fremdrevet af parallelismer og allitterationer. Myterne og legenderne samledes i nationaleposet Kalevalaen, der fik enorm betydning for det nybrud i kunsten, der manifesterede sig som finsk nationalromantik.

Karelens traditionelle træarkitektur voksede gennem celledeling. Efter behov, og over tid, knopskød udbygninger omkring den oprindelige kerne. Sårbare, som de var over for brand, havde bygningerne korte liv. Hele landsbyer brændte ned og blev bygget op på ny, men aldrig på samme måde som før. Branden var en mulighed for at lade noget nyt komme til.

Saarinen tilbragte sin barndoms somre i området.

*

Min mormor mente, at spøgelser er den akkumulerede tilstedeværelse af dem, som har været i rummene før os, mærket dem, fyldt dem. Jeg forestillede mig, at luften i stuen i Ærøskøbing var tyk af spøgelseskroppe; at vi indåndede dem i skyggeflokke. De kildede i næsen, når vi spillede kort hen over Louis Seize.

*

Arkitekterne Herman Gesellius (1874-1916), Armas Lindgren (1874-1929) og Eliel Saarinen (1873-1950) studerede sammen på Polytekniska Högskola i Helsinki og fandt for en tid et fællesskab så stærkt, at de i 1896 grundlagde en tegnestue og få år efter flyttede med den og deres familier ud i skoven.

I begyndelsen af deres arbejde er myterne fra Kalevalaen indlejret i materialet. De første formgivninger, midt inde i Helsinki, er bastante, nationalromantiske fantasier med middelalderlige referencer. Pohjola Forsikringsselskab er smykket med grove trolde-gargoils og stamme-risalitter, fra gesimser på facaden følger ræve og ravne livet på gaden. Udtrykket er langt fra Sydeuropas solbeskinnede art nouveau med sprødt løv og flirtende krummelurer. Her ophedes den hvidgrå, råkolde arkitekturmasse indefra.

*

Skoven er et spændstigt rum. Der er en modstand i skoven, den vægrer sig ved at blive overskuet. Skoven peger i alle retninger, som en excentriker. Saarinen, Gesellius og Lindgren står bag træstammerne og kratter neglene ind i barken. De fællestegnede snit af Hvitträsk dufter sødt, røget og fugtigt. Huskroppenes konturer er blot en forfinet streg hen over papiret. Inden for stregen er rummene hver og et omhyggeligt fremkaldt med hvælvinger, aptering og freskomalerier, farvelagt i sarte hudfarvede og honningbrune nuancer, som om skæret fra kaminerne allerede oplyste de små pulserende dioramaer.

*

Ankomsten til Hvitträsk er en nøje koordineret bevægelse. Stedet dukker op, ikke i sin helhed, men i kraft af sin forpost, tårnet, der med et enkelt vindue under taget holder øje med bevægelserne i landskabet. Som i en middelalderlig borg træder man ind i gården, det fredelige og kultiverede mellemspil mellem nord- og sydfløjene, der ligger imposante på skrænten, og den lille villa, der grænser op mod skoven. Atelieret ligger som et hængsel mellem fløjene, med en dør i hver ende. Saarinen tegnede sydfløjen, Lindgren nordfløjen. Gesellius pendulerede midtimellem, han skulle bo i den lille villa.

Soklerne på sydfløjen er opbygget af klippestykker med ujævn, sprængt kant. Herover ligger pudsen som et generisk mellemstykke, inden shingle-beklædningen udbløder og fortykker tagformen. Udtrykket er endnu robust, men mere forfinet end tidligere. Troldene og dyrene er borte fra facaderne, arkitekturen er mere dynamisk og brydes af skiftende plateauer, balkoner og terrasser.

*

Saarinen arbejder i stigende grad alene. Først med banegården i Helsinki, så med byplanlægning og den transatlantiske billet: Chicago Tribune Tower. Han skifter stil i ryk. Nu rejser han gennem Europa for at tale med Peter Behrens, nu tegner han den tiende møbelsuite til Hvitträsk. Nu tænker han på glas og stål. Og nu er han alene, for hans hustru Mathilda Gyldén har forelsket sig i Herman Gesellius. Hermans søster, skulptøren Loja, kommer på besøg fra Paris. Så forelsker hun, Eliel og Hvitträsk sig i hinanden. Nu må Lindgren videre. Han vil blive i den nationalromantiske stil, men ikke i alt det postyr.

En dag kommer Gustav Mahler på besøg, sejlende ind over søen. Han skriver et henført brev til sin hustru Anna, hvor han sammenligner Hvitträsk med Hohe Warte i Wien: Et sted med stadig skiftende udsigter. Mahler beskriver arkitekterne som unge og muntre og fortæller, at de et år inde i deres ægteskaber havde konkluderet, at et liv uden variation var som tom eksistens, og så byttede de koner. Anekdoternes tryllekreds fortættes omkring Hvitträsk. Da Gesellius og Saarinen også slutter deres professionelle samarbejde, manifesteres opsplitningen i en skillevæg, der placeres midt i atelieret. Væggen holder ilden tilbage fra sydfløjen, da nordfløjen brænder ned. Kun Lojas hvide duer mister livet.

*

Nydelsen ved at være alene i Hvitträsk er overvældende, En grådighed indtræffer. Jeg tænker på at tage kaminen i besiddelse. Bare sidde der uanfægtet og glo på dem, som går rundt som gæster. Jeg vil blive bag jernlågerne. I mørket vil jeg snuse mig frem med ørerne hængende ned ad ryggen. Jeg vil undersøge min hule med tungen, samle en bold af spyt og støv, skubbe den frem over fliserne og det kølige kobber, til den vokser sig stor og klæbrig. Så vil jeg lempe den ind i munden og gemme den i kinden som et egern. 

*

*

Luften står stille omkring planterne i Lojas værelse. På aflange piedestaler under karnappens vinduer står orkideerne på række med deres lædertykke blade og tunge hoveder. Lyset filtreres gennem tynde, lyse gardiner. Loja har vævet dem. Hvidheden i rummet lægger sig som fint askepulver over øjnene. Bag stoffet ligger gården, grov og udforudsigelig, hvor mennesker kommer og går. De eksotiske vækster i forgrunden, sarte og besværlige, vender ryggen til virakken. Deres slangespidse, skriggule tunger fanger rummets fugt.

*

Fotografiet er fremkaldt i s/h og klæbet op på pap. Det er alle skuffens billeder. Man ser ind på sydfløjens gavl og gårdfacade. Den er overgroet af et tæt, tykt lag efeu. Facadens bagvedliggende hierarkier, overgange og samlinger er fuldkommen maskerede. Foran vinduer og døre er der skåret knivskarpe huller, falsene kaster skygger over vinduesglasset. Det yderste løv har raslet i vinden, der er slørede områder i bladmassen. Loja har skrevet sit navn med blyant på bagsiden i 1903.

*

Alle overflader i Hvitträsk er nuancerede. Hele tiden mærker man en sitrende koncentration. Genstandene står og poserer, udfordrer hinandens skønhed og neuroser. Fællesværket overskrider konformiteten, det sandsynlige og det indlærte. Originaliteten ligger i sammenhængen, i skovens, husenes, beboernes, ambitionernes mobilitet og indtrængen i hinanden. Hvitträsk er på én gang ordenskonstruerende og grænsesprængende. Gennem sanserne katapulteres rummet ind i kroppen. Det ekstatiske menneske bliver ét med værket.

*

Flowet i Saarinens hus er som et tyngdeløst vandfald. Små niveauskift lægger sten i strømmen af rum, et trappetrin op, tre trin ned. Så er man i en ny verden. Blomsterværelset. Farfars værelse. Det minder om at gå i Helsinki, hvor klipperne presser gaderne op og ned under himlen.

*

Jeg ligger på ryggen i Eliels og Lojas seng. Sengegavlen er udsmykket med Lojas emblem: tårnet omkranset af roser på stilke, foldet i origamikrans. Sengetæppet er mørkebrunt og groft i vævningen, glat udspændt. Jeg maser mine fingre ned i den smalle sprække mellem sengekant og madras, til de sidder i spænd og snurrer af blodmangel. Længere væk kan jeg høre lyden af slæbende skridt og vrid mod gulvet fra sko i blåt overtræksplast. Det rasler sagte gennem huset, når de går.

*

Et tykt ryivy-tæppe glider fra billedets forgrund hen over det glatlakerede trægulv, indtil det når sofabænkens kant, hvor det så kravler op og lægger sig flat på sædet under vinduet. Ud over bænkens kant hænger to små fødder i luften. Man ser ind på skosålerne, og i deres forlængelse to gamacheklædte ben. Så tipper resten af kroppen mod venstre, hovedet er trykket ned i en stor velourpude. Eero kigger på Loja. Hans dovne tilstedeværelse i det totale kunstværk er vidunderlig. Loja ser det. Adskilt fra bænkscenen af en balustrade står seks egetræsstole omkring et spisebord. Modlyset fra det blyindfattede solnedgangsvindue skaber små hvide huller uden tegning i billedet. På bordet resterne af et måltid.

*

Det siges, at Hvitträsk har en vidunderlig akustik. Saarinen og Sibelius drikker kaffe i stuen. Saarinen siger: Vekselvirkningen mellem det mentale rum og kroppens respons, dét er menneskets aura. Mennesket bærer sin aura med sig, den influerer steder og andre mennesker. Rummets essens er dets aura. Rummets aura kan være stærkere eller svagere end menneskets. Det er op til mennesket selv at modulere rummets essens gennem en stærk organisk geometri. Sibelius nikker. Naturen er en konstant variabel. Kaminlåge. Op.

*