entreentre

   

om

Ee 14 - montage. Fern Room
Fern Room i Garfield Park Conservatory, Chicago, blev skabt af den danskfødte landskabsarkitekt Jens Jensen i 1904. Rummet kan ses som et eksempel, hvad Jensen betegnede som ’landscape art under glass’. Fremfor at lade drivhusene indeholde pottede planter, som var det var sædvanlige på den tid, skabte Jensen i rummene indendørs landskaber, hvor planterne voksede direkte i jorden. Både i Garfield Park Conservatory og i de mange parker, han tegnede til Chicago by, arbejdede Jensen på at genskabe uberørte, oprindelige landskaber, men i en idealiseret form. Som konstrueret eller ligefrem billedliggjort natur.

Billeder og tekst af Anne Friis, januar 2020

Hvis du stiller dig på toppen af trappen, der danner overgangen fra Garfield Park Conservatorys store palmehus til Fern Room, vil du se rummet som en udsigt. Det er et landskab, du kan skue ud over og forsvinde i. I midten er en åben vandflade, som sammen med tagkonstruktionen understreger en perspektivisk dybde. Rummets grænser er ikke umiddelbart aflæselige. Her er hverken vægge eller gulve, men en sti, der forsvinder i organisk formede og overgroede overflader. Det grønne er overvældende.

Udsigten er stramt komponeret som et billede ordnet omkring en vertikal symmetri. Drivhustagets konstruktion, de bærende søjler, planter og sti spejles over rummets centrale akse. Horisontalt etablerer vandspejlet en mindre tydelig symmetri. Kompositionen giver stedet en genkendelighed som arkitektur. Det bliver tydeligt at rummet, trods den vilde bevoksning, er konstrueret. Måske er det betryggende.

Du kan vælge at bevæge dig ind i landskabet. Nedenfor trappen grener en sti sig ud langs hver side af rummet. Uanset hvilken vej du går, forsvinder både symmetri og overblik hurtigt. Stien er snoet og deles snart i to.  I den tætte bevoksning kan du kun se kort frem for dig. Planterne rækker ud over stien. Få steder åbnes for længere udkig, men det er udkig til mere grønt, flere planter. Eller til små udsnit af bassinet i rummets midte, hvor det mørke vand virket bundløst.

For enden af rummet gennemskæres stien to steder af en lille bæk med trædesten. Vandet kommer fra miniaturevandfald, der næsten er skjult af bregnerne og de mosbegroede klipper. Fra denne ende af rummet kan du se tilbage over vandet til trappen og palmehuset. Symmetrien genetableres i glimt.

Fern Room er groet og et produkt af tiden. I et fotografi fra 1907 – relativt kort efter indvielsen af drivhuskomplekset – ses rummet som et åbent og horisontalt orienteret landskab med porøse klippelag og spredt bevoksning omkring den store åbne vandflade. Det er på mange måder forestillingen om et prærielandskab. Men i fotografiet ses hverken græs, urter eller buske. Planterne virker fremmedartede. Det viser sig at være mosser, bregner og koglepalmer, som er forhistoriske arter, der har eksisteret stort set uforandrede i mere end 200 millioner år, men som nu er sjældne nichearter på en klode domineret at frøplanter. Det historiske fotografi viser et misforhold mellem landskab og bevoksning. De åbne vidder, der karakteriserede prærien som landskabstype, var skabt af afgræsning og jævnlige nedbrændinger. Prærien var et kulturskabt, stresset landskab, hvor græsser og urter spillede en vigtig rolle, men hvor de forhistoriske planter ikke ville kunne trives. På forunderlig vis har planterne i Fern Room i løbet af de forgangne 100 år selv korrigeret landskabet. Rummet er så at sige sprunget i skov og har nu snarere karakter af urskov end af prærie. Alle flader er bevoksede. Selv vandfladen har planterne spredt sig ud over. De største koglepalmer når næsten glasloftet.